Ben Trevor, også kendt som Tree Top Troubadour, har været arborist i over ti år og en musiker i over tyve. Hans to erhverv kombineret på en vidunderlig måde i 2012, da han begyndte at udføre koncerter på toppen af meget høje træer for at rejse penge og bevidsthed om kræftforskning og træbevarelse velgørende organisationer. I vores seneste Tentsile People blog, taler vi med Ben om hans liv, hans arbejde og de træer, der gør ham kryds.

1) Kan du forklare, hvad du gør, og hvor længe du har gjort det?

Det hele begyndte i 2012, da jeg klatrede op i det højeste træ i mit daværende hjem amt Surrey og udførte en koncert for at rejse penge til Royal Marsden Cancer Velgørenhed - hospitalet, der behandlede min mor for brystkræft. Jeg har siden gået på at klatre og udføre op det højeste træ i Storbritannien, og udfører fra toppen af et stort egetræ, var lørdag aften post-overskrift handle på Larmer Tree Festival 2015. Jeg er i øjeblikket ved at skrive et album med sange, der skal indspilles i højden i bemærkelsesværdige britiske træer, og mit ultimative mål er at udføre dette album på toppen af det højeste træ i verden - Hyperion, i Californien, USA.

2) Hvorfor er træer så vigtige for dig?

Mit første minde om træklatring var i min tidlige barndom på Wimbledon Common. Der er nogle smukke engelske egetræer der - de syntes enorme for mig på det tidspunkt, men sandsynligvis ikke ville så meget nu. Jeg husker bare følelsen af først at få mine fødder fra jorden og blive støttet af dette smukke netværk af grene. Jeg fandt vibrationer og bevægelser af denne struktur at være enormt betryggende, og stadig gør nu. Jeg elsker følelsen af sød isolation, indeslutning og ensomhed, og jeg husker det øjeblik, det udløste i mit sind, den levende erkendelse af, at denne ting varlevende!

Frøene, hvorfra disse enorme organismer vokser - bare små kugler af ren energi og potentiale. Perfektionen af et agern i sin kop, eller den måde en 'conker', hvis de får lov til at forblive på jorden, un-assailed af konkurrencedygtige små hænder for den rigtige mængde tid, åbner en klap på sin side og en rod går ned og en skyde går op - FANTASTISK!

Som individer er de utrolige. Den beroligende tillid af en veteran eg i fuld blad, eller den næsten mystiske vidunder redwoods. Majestæten af en by avenue af modne London Planes til den vedholdende grus af tjørn på heden. Jeg kan faktisk ikke engang begynde at beskrive, hvorfor de er så vigtige for mig - jeg er bange for, at det går ud over mit ordforråd!

På planetarisk plan er de ganske enkelt levende overlevelse, sammen med mange andre arters.

3) Hvad har været din største udfordring, kunstnerisk eller følelsesmæssigt (eller begge dele!), Siden du startede som Tree Top Troubadour?

Uden tvivl har optræde på Larmer Tree Festival 2015 været den største udfordring hidtil, både kunstnerisk og følelsesmæssigt. Det hele skete takket være Tentsile, ville du tro. Min ven, medsammensvorne og allround rigging guru, Syd Howells, havde været på Larmer 2014 oprette en skærm for dem, og havde nævnt for arrangørerne, at han havde 'en kammerat, der gør koncerter op træer'. Deres svar var, 'nå, bringe ham ind!', og der begyndte det.

Da jeg først gik med til at spille Larmer, havde jeg forventet at være meget på sidelinjen og lave overraskende optrædener rundt omkring på stedet, akustisk og uplanlagt. Arrangørerne havde dog forskellige ideer. Jeg blev kontaktet af festivaldirektør, James Shepard, mens jeg lavede en 'recce' af træer omkring hovedplænen på mit første besøg. Vi udvekslede et par høfligheder, så han henkastet faldt bombshell, at han gerne vil have mig til at gå på efter de vigtigste overskrift handling på lørdag aften! Dette skulle heller ikke være nogen simpel sceneoptræden - Syd og jeg lod os rive med af planlægningen, og før jeg vidste af det, var rutinen arrangeret som følger: Jeg skulle begynde sættet øverst på et stort egetræ, ned til et lavere punkt mellem sange og derefter på en Chesterfield sofa (med tilstødende spejlkugle) rigget midtvejs op i træet til en melodi eller to, så svinge ud over mængden og ned i skaren til Grand Finale - Her!

Mit hjerte sank og mit hoved steg - jeg har aldrig følt sådanne bipolare følelser på noget eneste tidspunkt før - den absolutte glæde og spænding ved udsigten til at gøre noget så spektakulært awesome foran så mange mennesker, versus den absolutte terror og frygt for at gøre noget så spektakulært awesome, og potentielt katastrofale, foran så mange mennesker! De tidligere TTT-klatrer var bogstaveligt talt mig og et par kammerater, der havde lidt af en munter op ad træer og derefter ramte pubben for at fejre. Det havde været begivenheden, der var altafgørende. Konceptet. Sangene eller kvaliteten af forestillingen var sekundært til selve det, der gjorde ting - det var alt for velgørenhed, alt sammen for sjov. Dette var på den anden side virkeligt, og jeg var fuldt ansvarlig - udfører over for et stort antal betalende mennesker på samme regning som virkelig verdensklasse kunstnere. Jeg havde nogle alvorlige arbejde at gøre for at komme op til standard.

Forsøger at presse dette i omkring et fuldtidsjob og have små børn betød, at jeg var nødt til at foretage nogle reelle ændringer i min livsstil for at forberede sig ordentligt til det. Jeg begyndte at stå op klokken 5 og gå en tur hver dag for at få mig fokuseret og i form. Jeg ville derefter bruge et par timer før arbejde, planlægning og øve mit sæt og generelt forsøger at få mit hoved omkring det hele. Selv bare at vælge, hvilke sange der skulle spilles, var en udfordring - jeg rev listen op og startede igen mange, mange gange. Det var også meningen, at det skulle være en stor overraskelse lørdag aften, så jeg vidste, at vi ikke ville få en chance for at gøre ordentlige prøver op i træet, da vi ikke ønskede at give spillet væk, og en masse mennesker, der svingede rundt i træerne med guitarer i løbet af dagen, ville have gjort netop det. Denne mangel på forberedelse viste sig at være et stort problem om natten. Jeg var i en tilstand af høj angst i ugerne bygge op til den store dag. Det var som intet, jeg nogensinde havde gjort før, og det blæste mit sind.

På dagen for begivenheden forsøgte jeg at fokusere på jobbet ved hånden og ikke blive overvældet af det hele. Det tog en hel del at trække mig væk fra min lille familie, men ikke at lade børnene ned var en motivator, for ikke at nævne grillning jeg ville have fået fra min partner, Kelly, for ikke at sætte alt det prep tid til god brug! Hvad gjorde tingene værre var, at jeg havde rippet en muskel i mit ben (takket være de tidlige morgen kører!), Og det var at få mig til at humpe rundt i en virkelig komisk måde - som nogen faking det. Syd at være i en kørestol på grund af en snapped akillessene gjorde os til et højst usandsynligt udseende par til at sætte på en 'Tree Top' præstation.

Heldigvis havde jeg om mig den mest fantastiske gruppe af mennesker, der hjælper - en rigtig Drømmehold. Andrew Walmsley, verdenskendte dyreliv fotograf, var der for at fange handlingen, Syd koordineret og rådgivet fra jorden, arborists Marcus Undery og Alfie O'Donnell gjorde et fantastisk stykke arbejde med rigning op sofaen, spejl bold og andre visuals (Marcus selv skabt en 'LED Stick-Man' kostume til showet!), Dr. Matt Upson bistået med rigning og var ansvarlig for at muliggøre min 'Grand Finale' nedstigning i mængden og Andy Robertson var min antenne guitar tech. Min selvtillid blev enormt styrket ved at have disse fyre rundt, og jeg kunne bogstaveligt talt ikke have gjort det uden dem, men når det kom til at vise tid, kunne jeg ikke have følt mig mere alene.

Jeg var på plads på toppen af træet i hele fyrre minutter, mens overskriften handle Femi Kuti absolut udslettet publikums sanser med sin Jazz / Afro beat udstyrsstykke - 'Tough. Handle. Følg.' looped i min hjerne hele tiden, sammen med 'Hvad fanden er jeg Gør her?'. Jeg må sige, at jeg aldrig havde følt frygt sådan. Selvfølgelig taler jeg ikke reel frygt, som at stå over for alvorlig sygdom, men snarere frygt for fiasko, selv før frygt for Faldende! Jeg følte mig frosset, men vidste, at jeg var nødt til at bevæge mig - dæmpet, men jeg vidste, at jeg var nødt til at synge. Jeg var meget nødt til at adskille 'følelse' fra 'at gøre'.  Jeg længtes efter at være sammen med min familie, et eller andet sted dernede blandt disse silhuetter hoveder, og jeg oplevede med stor klarsyn den fysiske fornemmelse af begrebet "Vær forsigtig med, hvad du ønsker dig".

Da vi havde testet det trådløse udstyr tidligere på dagen, havde lydfolkene sagt, at når MC'en annoncerede mig, ville jeg høre det i mine in-ear-skærme og vide, at det var tide. Jeg var ved at blive kantet som Femi pisket op til hans ultimative vanvittige klimaks, så jeg begyndte at kalde til lyden fyre over mikrofonen, bare for at få en form for forsikring om, at vi var forbundet - bare for nogen at fortælle mig alt ville være okay. Jeg fik intet svar, men bevarede roen vel vidende, at ligesom de havde fortalt mig, så snart MC gjorde hans ting, vi ville være levende og klar. MC gjorde hans ting: "Han er en singer-songwriter, han er at rejse penge til The Royal Marsden, der udfører for dig i aften fra toppen af et træ, give det op for TREE TOP TROUBADOUR!!! ..." - Ingenting.

Intet i mine skærme, intet fra min mikrofon. En tynd og fjern stamme fra guitaren gav genlyd over den tyst, forventningsfulde publikum, der ønskede, at det ikke var gået derude alene. Rampelyset blussede op i bunden af træet, mens jeg styrtede ned og brændte forfra. Da jeg desperat gøede ind i mikrofonen og fumlede forgæves med knapper på batteripakkerne, kunne jeg høre, men ikke se, fyrene i træet bag og under mig råbe "der er ingen mikrofon!". Publikum whooped, jublede og råbte, villige mig til at gøre noget ske, men jeg kunne ikke. Jeg lynede ned diagonal klatring linje, der var på plads til at guide mig til position 2 på træet i håb om at få et signalforbindelse i en lavere højde, og blot fået nogle alvorlige reb brænde til mine fingre i processen. Da de havde fået en håndholdt trådløs mikrofon op til mig, var jeg allerede besejret. Jeg forsøgte at slå et vers og kor af 'Kids' af MGMT, langsomt, med enkelt klimprer i et forsøg på at undvige bounce-back og ekko fra de vigtigste fase PA, men uden skærme var det et fjols ærinde.

Det absurde i at sidde på en sofa, op i et træ, tæt på midnat, med en enorm skare foran og under mig, mens super-agtede dyreliv fotograf Andrew holdt en mikrofon til min mund, bare kildede noget i mig og humor i situationen heldigvis overvandt fortvivlelse. Jeg undskyldte og lovede at vende tilbage næste dag med et ordentligt sæt. Reaktionen fra mængden, selv om tingene var gået så galt, var utroligt. Den berømte 'Larmer Love' - Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Den virkning, det havde på mig var grundlæggende, ligesom noget klikkede, og jeg vidste, at dette var bare en udfordring at overvinde, ikke at give op, og at det, jeg gjorde, var rigtigt og umagen værd og vidunderligt. Jeg følte, at jeg cirklede i en anden atmosfære og opererede på et andet niveau end før. Vi havde prøvet noget, der aldrig var blevet gjort før, og uden at nogen faldt ned fra træet, kunne tingene ikke være gået mere galt, men på en eller anden måde var det stadig okay, vi havde simpelthen lært noget. Jeg vil aldrig glemme, hvordan det føltes.

Vi vendte tilbage den næste dag, byttede et par kundeemner og ting rundt, men gjorde i det væsentlige alt det samme, og gearet fungerede bare. Hvad kan du gøre, ikke? Det var et godt sæt og mængden var dejlige, hvis ikke helt så vanvittige som den foregående nat. Jeg blev kontaktet og lykønsket af mange mennesker bagefter, hvilket var fantastisk. Der var et par ting, der virkelig sidder fast i mit sind: En dame kom over og nævnte min version af The Verve's 'Drugs Don't Work', som jeg havde spillet med henvisning til en ven, der for nylig havde mistet sin far til kræft. Hun sagde, at efter at have hørt ordene i den sammenhæng, jeg havde beskrevet det virkelig betød meget for hende og gav hende trøst i kølvandet på at miste sin mand til kræft. En fyr, der havde komplimenteret mig for musikken, sagde, at han 'aldrig rigtig havde tænkt på træer før', som forbløffede mig. Han forlod, om træerne omkring ham, ser ud som om han forsøgte at sætte et navn på et ansigt, han ikke havde set i årevis. Som om et helt nyt rige åbnede sig i hans sind, eller var der ved at blive vækket noget meget gammelt og fjernt. Jeg vidste, han ville være træfan fra da af. En dreng, omkring 8 år gammel spurgte, om jeg klatrede træer hver dag. Jeg sagde til ham, ja, og han sagde, at han også ville klatre i træer hver dag!

Hvis der ikke var kommet andet fra den begivenhed, ville jeg have været glad - bare oplevelsen og disse tre samtaler alene gjorde det hele umagen værd. Så meget mere Gjorde kommer fra det, selv om - et frø blev plantet, hvis du vil undskylde ordspillet, og planer for næste års festival sæson er allerede ved at blive gjort ...

4) Hvad har været højdepunktet i løbet af denne tid?

Se ovenfor! Men det er dem, jeg har mødt, der har haft den største indflydelse på mig. Oplever energi og generøsitet ånd af nogle virkelig specielle mennesker har inspireret mig ud over ord og opfordrede mig til at arbejde på et helt andet niveau. Møde Brian Blessed i en kælder studie i Soho at have en on-kamera chat om TTT var et stort højdepunkt.

En overflod af historier kom ud af dette møde alene, men bare for at opleve første hånd den enorme varme og magt hans personlighed, og at vide, at han var interesseret i, hvad jeg havde at sige, var forbløffende. Han er den ægte vare, det er ikke skuespil; han er endnu mere mægtig og storslået personligt end den karakter, du ser på tv. Han er en fuldstændig naturkraft, og jeg er meget ydmyg over at have mødt ham.

5) Kan du fortælle mig lidt om din fundraising gennem Tree Top Troubador?

Jeg har hidtil rejst over £ 4000 med TTT, men planen har altid været at holde en stor fundraiser i slutningen af kampagnen, hvor jeg vil vise en film af hele bestræbelse og bortauktionere alle doneret udstyr. Som kampagnen skrider frem, bliver det dog stadig vanskeligere at se en ende på det, så jeg er nu i færd med at udtænke forskellige strategier for at rejse penge.

Jeg er begyndt at skrive et album, som jeg agter at optage på toppen af en række bemærkelsesværdige træer rundt om i landet med henblik på at turnere det rundt i Storbritannien og i hele Amerika, i sidste ende i håb om at udføre det, i sin helhed, op Hyperion i Californien. Jeg håber at finansiere albummet ved busking det rundt i byerne og efter 'stue show' skabelon en masse kunstnere nu bruger, men i stedet for stuer jeg vil tilbyde at komme og spille deres yndlingstræ! Jeg vil også tale / udfører i skoler og kommercielle organisationer.

Jeg håber at hverve nogle velkendte navne til at hjælpe med at fremme dette og har allerede haft stor hjælp fra folk som Andy Beckwith (Game of Thrones), John Parr (St Elmo's Fire), Labi Siffre (Something Inside So Strong) og selvfølgelig den store Brian Blessed (all-round legende).

Indtil videre har jeg været at rejse penge direkte til Royal Marsden, men nu ønsker at udvide denne fundraising i træ velgørende organisationer. Jeg er nu ved at undersøge at oprette en bestemt træ velgørenhed med arb. virksomhed, som jeg arbejder for, som vil gøre det muligt for os at give mennesker og organisationer træer til at plante gratis. Det er et komplekst emne, selv om, så jeg gør en masse forskning for at finde ud af, hvor mine energier ville være til størst gavn. Se dette rum...

For at holde øje med Bens eventyr, følg ham på Facebook, Twitter og Instagram, og hold øje med en anden blog på hans arb. arbejde i de kommende uger.

 

 

oktober 13, 2015 — Lucy Radford

Leave a comment

Please note: comments must be approved before they are published.